Gran Canaria 1999, Spaninen


Den 27 februar stod min mor, min moster, mine 2 kusiner og jeg i københavns lufthavn. Kufferten var pakket med bikini, t-shirts og shorts, mens vi stod i vinterjakker og halstørklæder og ventede på at tjekke ind.

Vi var alle en del nervøse da det var første gang nogen af os skulle flyve.


Mig Karina, Mor Gitte og Moster Hanne, venter på at skulle ombord på flyet


Da vi endelig var blevet borded og vi sad spændte i vores sæder, måtte vi desværre forlade flyet igen, da der var forsikelse på x antal timer, da vores fly ikke fik godkendt sin rute. Men heldigvis gik der ikke så længe 1 time måske 2 og vi sad igen i vores sædder. Denne gang noget mere nervøse. Men flyet lettede fra jorden som om det var lavet af papir, og føelsen af at flyve var for mig helt ubeskriveligt. Jeg elsker stadig at flyve. Faktisk er det det fedeste ved at rejse , okay måske ikke men det er fedt. 6 timer og en dårligt børnefilm senere landede vi på Gran cararia. Varmen stømmede mod os da vi kom ud af lufthaven og fandt vores bus. Vi havde forlængst smidt både halstørklæde og vinterjakker. Vores Hotel var med lejligheder og det lå lige nede ved stranden. Det var et rigtig godt hotel, og vi havde hav udsigt.

Udsigten, mod venstre, fra vores lejlighed , stranden.



Udsigten, mod højre, havnen.


Vi lå selvfølgelig så meget på stranden som det nu var muligt. Vi blev selvfølgelig også alle godt skoldet, da vi kom med vores meget blege og sarte vinter hud. Men det var fedt alligevel.

Min kusine Bolette og jeg på stranden.


Men vi skulle jo også se lidt nu vi var kommet ud i verden. Vi tog til grisefest, hvilket var enormt skægt, da vi slog os løs og gik igang med rødvinen. Vi var også på en udflugt ud til nogen mennesker som boede i grotter hugget ind i klippevæggen. Vi spise på/i en resurant som på samme måde var hugget ind i klippen. Der var utroligt dejligt køligt derinde. Men det var en lidt underlig fornemmelse.

Resturanten som vi spiste i, som er hugget ind i klippen.


Ellers så vi bare lidt omkring, smagte den lokale mad og shoppede. Vi lå "nede" og ville man se sig lidt omkring, så måtte man "op". Der var heldigivs trapper hele vejen op, og sikke en udsigt. Men hold da op der var mange trapper og det var varmt, men vi gik og gik. På vejen tog vi et lille hvil.

De 3 kusiner, Malene, mig og Bolette.


D. 6 marts var det så tid til at tage hjem igen. Og i kastrup lufthavnen blev vores røde kinder mødt af en lille snebyge. Det er noget underligt, men vinterjakkerne kom hurtigt frem igen. Øv øv øv, men dette, selvom det var slutningen på den tur, blev starten på en del nye rejseoplevelser.